Chris Minh Doky band
Klitgården fredag den 22. oktober kl. 21.00
Chris Minh Doky, Dave Weckl, Dean Brown og
George Whitty
Jazzy Days i Tversted byder i år på et forrygende gensyn med jazzbassisten
Chris Minh Doky.
Den verdenskendte dansker bor til daglig i USA, men er i oktober 2010 på turné i Europa sammen med nogle af de allerbedste jazzmusikere på den internationale musikscene.
Chris nh Dokys koncerter syder af spilleglæde og intenst sammenspil.
Han mestrer både det lyriske og følsomme spil på bassen og de virtuose, hårdt swingende og jazzfunky numre.
Bredden, teknikken og musikaliteten har bragt danskeren helt til tops i verdens jazzelite, og gjort ham til en af tidens mest efterspurgte jazzbassister. Bag trommerne sidder Dave Weckl, der fik sit gennembrud med legenden Chick Corea. Guitaristen Dean Brown har for længst markeret sig som en af tidens mest funky musikere og har tidligere stået på scenen med blandt andre Marcus Miller, Boz Scags og Brecker Brothers. Endelig viser George Whitty på keyboard, hvorfor han er Grammyvinder og manden bag mange af Michael Breckers fantastiske udgivelser.
Et samarbejde med jazzguitaristen Mike Stern blev det store gennembrud for Chris Doky, der i foråret 2010 blev udnævnt til Ridder af Dannebrogsordenen.
Benyt en sjælden chance for at høre en af verdens bedste jazzbassister live. Der venter en aften med jazz af allerhøjeste internationale klasse med Chris Minh Doky og hans stjernehold.