Gå til hovedindhold

Jazzy Days pris

Den Lokale Jazzpris er en særlig hæderspris, der hvert år uddeles i forbindelse med Tversted Jazzy Days. Prisen gives til en person eller forening i Tversted og omegn, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats for lokalsamfundet.

Modtageren er kendetegnet ved engagement, initiativ og vilje til at gøre en forskel – ofte med tilknytning til festivalen. Mange af prismodtagerne gennem årene har bidraget aktivt til udviklingen og gennemførelsen af Tversted Jazzy Days, men prisen rækker bredere og anerkender alle former for indsats, der styrker fællesskabet og livet i byen.

Pris

Den Lokale Jazzpris er en ærespris.
Vinderen modtager en vandringspris i form af en gammel saxofon uden mundstykke, som beholdes i ét år, indtil den gives videre til næste prismodtager.

Der er ingen pengepræmie – prisen gives udelukkende som en anerkendelse af en særlig indsats og engagement for Tversted og det lokale fællesskab.

Lokal Jazzy Dasy pris

Den lokale Jazzy Days-pris går i 2025 til “Drømmen om Tversted”

“Drømmen om Tversted” er et lokalt visions- og udviklingsprojekt, hvor borgere, sommerhusejere, foreninger og kommunen i fællesskab arbejder for at udvikle Tversted og området omkring – på en bæredygtig og fremtidssikret måde.

Initiativet er båret af lokalt engagement – af mennesker, der bor her året rundt, og af dem, der har Tversted som deres fristed.

Fællesskabet støttes stærkt af Hjørring Kommune og ikke mindst af Tversted Borger- og Turistforening, som har spillet en central rolle i arbejdet.

Prisen går til alle, der har bidraget til “Drømmen om Tversted” – til det fællesskab, der har vist, hvad man kan skabe sammen.

Som repræsentant for fællesskabet overrækkes saxofonen til formanden for Tversted Borger- og Turistforening, Birthe Østergaard.